Ak, ingensteds er roserne så røde

(fra digtet "Til mit fædreland")

Tekst: Jens Baggesen, 1797

Erling Jan Sørensens klaver-arrangement

med egne forspil, mellemspil, efterspil.

De tre vers der synges på melodierne, er kun et lille uddrag af et større digt af Baggesen, og derfor har jeg også sat hele digtet allernederst på denne side.

1.

Ak, ingensteds er roserne så røde;
ak! ingensteds er tornene så små;
og ingensteds er dunene så bløde
som de, vor barndoms uskyld hvilte på.

2.

O, elskte plet, hvor første gang mit øre
henrykkedes af vårens harpers klang;
hvor himles harmoni jeg tro'de høre
i skovens lyd og i min moders sang.

3.

Forgæves hæver langt bag hjemmets hegne
sig højere mod himlen jordens bryst;
o, hvad var himlen selv, hvis ingen vegne
vort hjerte der fandt spor af svunden lyst?

Jens Baggesen 1764-1826
Henrik Rung, 1807-1871
Thomas Linnemann Laub, 1852-1927

Her er digtet "Til mit fædreland" i hele sin længde


Du plet af jord, hvor første gang mit øje
fra vemods favn opstirred til det høje,
og i et smil, og skyens purpurbrud,
fortryllet så de første glimt af Gud!


Plet, hvor jeg vågned op af intets slummer;
fremkaldt af almagts underfulde bliv,
til livets korte fryd og lange kummer;
men og, algode Gud, til evigt liv.


O elskte plet! hvor første gang mit øre
henrykkedes af vårens harpers klang;
hvor himles harmoni jeg troede høre
i skovens lyd, og i min moders sang.


Hvor første gang min spæde læbe stammed
med kælen følelse det ømme navn;
hvor første gang mit tændte hjerte flammed
i kærligheds og venskabs hulde favn.


O fødeland! hvor fandt en plet min leden,
så vidt vor klode støvets slægt bebor,
så blid, så lystelig, så fuldt et Eden,
som du, for den, hvis bedste fryd herneden
er mindet af hans første fryd som nor?


Ak! ingensteds er roserne så røde;
ak! ingensteds er tornene så små;
og ingensteds er dunene så bløde,
som de, vor barndoms uskyld hvilte på.


Forgæves gød, i mindre brudte stråler,
ud over fremmed egn den milde sol
velsignelsernes væld i større skåler,
end over bæltet om vor kolde pol.


Forgæves hæver langt bag hjemmets hegne
sig højere mod himlen jordens bryst;
O! hvad var himlen selv, hvis ingen vegne
vort hjerte der fandt spor af svunden lyst?


Rejs kloden om, og smelt i kælne lunde;
og gys i hellig lyst på fjeldes is;
sku tusind dobbelt liv, og hør af tusind munde
naturen, glædens og dens skabers pris;
bemærk hvert fortrin der, hvor rene sæder
i ligheds tegn betrygger friheds glæder!


Dog savner overalt vemodigt glad
din ånd et saligt sødt jeg ved ej hvad;
Ved Arnos bred, er tvungen mod de lege,
hvori høgen vore duer vege.


Thi Heloises lund ser tornet ud
mod krattet, hvor, omsnært af brombærranken,
du favnede som barn din første brud;
og Skærkhorns himmelspids er dog ej høj som banken,
hvorpå jeg efter månen greb, og tanken,
den første tanke, tabte sig i Gud.


Nej, her! kun her, i den afsides have,
som Fredrik vogter, fredens engel lig;
hvor mine brødres slægter favne sig
i fælles held, fra Sarpen ned til Trave


Kun her, o Danmark! i dit stille skød
fandt det i fremmed lyst beruste hjerte
den hele fryd, det længselsfuldt begærte,
den ro, som langt fra dig det aldrig nød.


Her kalder jeg i mindet fro tilbage
min vilde vandrings underfulde dage,
og skuer dobbelt skøn og elskelig
hver svunden engel blandt den fjerne vrimmel,
hver stjerne på min gennemfløjne himmel,
min frydhavns stille havblik, spejlt i dig.