Bag sorte Skove,
Og Nattergalen slår
For Gud at love.
Dens Toner smelte blødt
Og tone længe,
Og Bækken griber sødt
I sine Strenge.

2.

Midt i den friske Skov
En Blomst kun visner,
Snart er den Dødens Rov,
Dens Hjerte isner;
Men lad kun Blomsten dø!
En bedre springer
Snart af det faldne Frø,
På Ætervinger.

3.

O Nat! snart vil måske
Din hulde Måne
Mit blege Ansigt se
I Døden blåne,
Lad den da smile smuk
På mig i Nøden,
Og mød mit sidste Suk
Med Morgenrøden!

Adam Oehlenschläger 1779-1850
Christoph Ernst Friedrich Weyse, 1774-1842