1.

Jeg vandrer fra By og til By
På min Fod, jeg savner ej Vinger;
Med munter Sang i højen Sky
Jeg vandrer fra By og til By.
Og knap ser man Morgenen gry,
Før til Sang alt Citeren klinger;
Og Koner og Børn om mig ty,
Og de Piger så tæt mig omringer.

2.

Og Venskab og Elskov og Sang
Er de Mål, hvorefter jeg tragter;
Mit Hjertes Lyst, min Citers Klang
Er Venskab og Elskov og Sang.
Og falder da Tiden mig for lang,
Når jeg ser på Menneskens Fagter,
Med Venskab og Elskov og Sang
Jeg da dem og Alverden foragter.

3.

Og Kummer ej kommer mig nær,
For min Sang den hurtigen viger;
Den Mand, hver Viv og Møje har kær
Ham kommer ej Kummeren nær.
Thi Glæden er der, hvor jeg er,
I min Kreds stå smilende Piger;
Den Sanger, som de have kær,
Han er tryg som i Himmelens Riger.

4.

Jeg synger fornøjet og fri
Om de Ting, som Livet forsøde,
Om Elskovs Himmels Tryllerie,
Om Venskab og om Harmoni;
Og når min Sangs Melodi
Fåer et Bryst af Sne til at gløde,
Så smelter mit Hjerte deri,
Og med Lyst i dets Smelten jeg døde.

5.

Ak! ej for al Jorderigs Prang,
For hver Skat, ej selv for en Trone,
Bortgav jeg dig, min ringe Sang,
Mit Hjertes og Citerens Klang!
Thi hvad er vel Fyrsternes Prang
Mod din Glans, du Musernes Krone?
Mod Kys for hver smeltende Sang?
Og mod Smil for hver smeltende Tone?

6.

Så ser man med vanlige Gang
Af en Kreds i en anden mig ile;
Mig ingen Vej kan falde lang
Med Venskab og Elskov og Sang.
Og standser omsider engang
Mine Fjed, og jeg segner til Hvile —
Skal Venskab og Elskov og Sang
Om min Grav gennem Tårer end smile.