1.
Solen skinner på Christianshavn,
på alle de røde Tage,
på alle de „Pladser" fra Arilds Tid,
som endnu findes tilbage.
Da dufter det ... o, jeg skulde vel le,
men Vemod er blandet deri:
der dufter fra Værfter, fra Vold og Kanal
en forunderlig Poesi.
en forunderlig Poesi.
2.
På Christianshavn, med den grønne Vold,
en skælvende Forårssol skinner,
på Udsigten ud over Kallebodstrand —
på alle Barndommens Minder.
På Knippels- og Lange- og Snurre-Bro,
på alle de Folk, som går der,
på „Jødens Bule" — man nylig rev ned -
og på Børnehuset, som står der.
Skinner skælvende forårssol.
3.
Halvt hollandsk lever den lille By
— fra Stor-Staden skilt ved en Strøm
så bred som Langebroen er lang —
sit Liv i en Fortids Drøm.
Patricier-Husene drømmende står —
ja dengang var Pladserne fulde
af vimplede Skuder, med himmelhøj Rig,
som rundt om Jordkloden skulde,
skulde rundt om den vide jord.
4.
Solen skinner på Christianshavn,
på alle de røde Tage ...
langt derfra kan man ønske sig
i den småmands Kælder tilbage.
Ja, den, som er faret Halvkuglen rundt,
med Bagage af Længsler og Minder,
kan synes, at Danmark er sådan en Kælder
hvori en Sol-Stribe skinner,
hvor der skinner en stribe sol!