Sov sødt, min elskede, sov sødt!
Herude stormer vinden,
og bladet falder gult og dødt
af busken og af linden.
Den sidste blomst er sovet ind
begrædt af skyens tåre;
men rødmende med smil på kind,
den vågner nok ad åre

2.

Sov sødt, min elskede, sov sødt!
gid hver en nød og smerte,
mens du i drømme hviler blødt,
må falde fra dit hjerte!
Gid som et gult og visnet blad
din sjæl må kaste sorgen,
og vågne smilende og glad
til nyfødt liv i morgen!

3.

Sov sødt, min elskede, sov sødt!
fold dine hvide hænder;
hver yndig drøm, min sjæl har mødt,
jeg til dit leje sender,
indtil du sødt indsovet har
min kærlighed skal våge,
og som en lampe mild og klar
bortjage nattens tåge.

4.

Sov sødt, min elskede, sov sødt!
men hører du det banker,
når lys i østen skinner rødt,
så er det mine tanker.
Den hele nat de våged her
imellem lundens stammer;
o luk dem mildt ved morgenskær
ind i dit hjertes kammer.